Esbjerg, 39. Internationale fotoudstilling

Brugervurdering: 5 / 5

Stjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktivStjerne aktiv
 

Den 39. Internationale Fotoudstilling: Magi, drømme, romantik, den vidunderlige natur og meget, meget mere

Et hundrede fotografiske værker indbyder til en spændende rejse fra det mindste til det største.

Endnu engang tager Esbjerg Fotoklub borgerne på en oplevelsesrejse, når dørene d. 6. januar 2023 åbnes for den 39. Internationale Fotoudstilling, klubbens årligt tilbagevendende flagskibsprojekt. Med ca. 100 værker giver udstillingen de besøgende et bredt indblik i fotografiens spændende univers.

Årets internationale udstillere er tre markante fotografer fra hh. England og Canada: Det internationalt højt renommerede britiske fotografpar Jeff og Sarah Ascough udstiller en række
fremragende monokrome streetfotografier. Jeff Ascough blev af fagbladet Professional Photographer Magazine (UK) kåret som en af de 100 mest indflydelsesrige fotografer gennem
tiderne, og hans arbejde har været omtalt i Newsweek, The Washington Post, Süddeutsche Zeitung, British Journal of Photography, American Photo og mange andre fotografiske tidsskrifter og blogs over hele verden.

Hans partner, Sarah Ascough – hvis billede pryder årets udstillingsplakat – er en af fotograferne bag den prisvindende Leica-kampagne ”The World Deserves Witnesses”.

Hendes dokumentarprojekt ”Showfield” kan ses i det kendte britiske Martin Parr Foundation Library i Bristol.

Dertil kommer billeder af den canadiske landskabsfotograf Kyle McDougall, der er blevet kendt på sine billeder fra et ét-år langt “road-trip” i det sydvestlige USA. Hans værker indfanger de unikke miljøer og landskaber, der findes i denne del af verden, med storhed og forfald, men også med en fornemmelse af en tid, der står stille. En erindring om 1960’ernes ”American Way of Life”, men i den evige kamp mellem kultur og natur. 

Værkerne af klubbens egne medlemmer spænder en bred bue fra Finn Guldborg Pedersen og Trine Kjær Larsens beskrivelse af Norges storslåede natur til Steen Hansens fascinerende studie i guldsmede, fra Ebbe Salomonsens billedserie “Hverdagen er Magisk” til Erik Holmgaards nærmest surrealistiske billeder med titlen “Op ad Trappen/Upstairs” og lidt Tour-de-France action.

Skønheden i det mindste er også et tema for Ib Corneliussen Nielsen med fremragende billeder fra insekternes verden. Ida Refsgaard fortsætter på sin mere eksperimenterende vej med sort/hvide “Vinterbilleder”, mens Carina Kryger Rønberg og Kirsten Nordsig varmer os med livsbekræftende billeder af glade børn, romantik og et let strejf af erotik. Mads-Peter Glass har med et studie i lys og linjer kastet sig over Musikhusets arkitektoniske udtryk, mens Martin Bogdahn Paulsen holder fest med serien “Color Explosion”. Troels Kragsig Thomsens fotografiske univers spænder vidt og han viser fine eksempler herpå. Og endelig udstiller Claus Madsen en billedserie med titlen “Alone” om en pige, der lever i en isoleret verden af forfald og kaos, men som måske føler sig hjemme i det miljø.

Fredag d. 6. januar kl. 16:00 åbner Fritids- og Kulturudvalgets formand, Jakob Lose, udstillingen, som varer indtil d. 28. februar.

        

aarbog

 Selskabet har en stak årbøger til salg. For at se mere, klik her

Vigtige datoer