Danmarks Idrætsforbund slår dørene op til en ny fotoudstilling, hvor gæsterne kan få et gensyn med de store øjeblikke fra sidste års OL og PL i Paris. Det er den erfarne sportsfotograf Lars Møller, der står bag udstillingen, der kan ses gratis i Idrættens Hus.

Med udstillingen "Paris 2024 photographed by Lars Møller"kan besøgende i Idrættens Hus fra den 1. maj genopleve en lang række følelsesladede, intense og imponerende sportsøjeblikke fra sidste års olympiske og paralympiske lege i Paris.
Som udstillingens titel antyder, er de mange flotte billeder taget af fotograf Lars Møller, der i mere end 20 år har fanget og formidlet de store følelser, der er forbundet med sport – blandt andet fra hele 14 olympiske og paralympiske lege.
”Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at komme forbi og se udstillingen. Det er en sand perlerække af fantastiske sportsfotos, der både indkapsler den sportslige intensitet, begejstringen og de smukke omgivelser, som gjorde legene i Paris til noget helt særligt,” siger Morten Mølholm, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund.
Der er gratis adgang til udstillingen, og udover de flotte billeder fra Paris kan gæster også blive klogere på dansk sportshistorie og se de mange buster af de idrætsudøvere, der gennem tiden er optaget i Sportens Hall of Fame. Busterne er placeret på gangene i Idrættens Hus.
Læs mer her: https://www.dif.dk/nyheder/2025/04/genoplev-ol-s-og-pl-s-hoejdepunkter-i-idraettens-hus