Kunsten at lave lort med vilje...

Fotograf: Emil Schildt

Fotograf og tekst: Emil Schildt

Jeg har fotograferet i mere end 35 år, og har naturligvis i den periode lavet et hav af billeder.

I mørkekammeret, som i perioder har været som mit andet hjem. Jeg elsker den lidt tunge luft af fikser. Det lugter af kreativitet.

Men jeg har altid haft det store problem, at jeg ikke har kunnet sælge mine billeder. Fik jeg spørgsmålet: "Hvad skal det koste?", så har jeg mere end ofte svaret: "det må jeg lige tænke over", og så håbe "kunden" ikke kom tilbage.

Jeg havde i et par år, da jeg boede i Århus, en lille forretning. Og selv der, havde jeg problemer med salg...

En årsindkomst på 32.000 fortæller om det.. Det krævede en god bank og en sød mor...

Derimod har jeg aldrig været bange for at forære billeder væk. Det føles godt, men er jo ikke god forretning.

Siden år 2000, hvor jeg startede på Vrå højdkole med løn og det hele, har jeg jo så ikke haft nøden til at sælge, så det hjalp ikke på det talent. Jeg er faktisk blevet taget i at prøve at prutte min egen satte pris ned foran en potentiel køber!

Men jeg har som nævnt lavet mange, mange billeder i årenes løb, og de fleste har så akkumuleret her i mit hjem. Skuffer og kommoder er fyldt til randen.

Når jeg en gang imellem går igennem nogle af de skuffer, dukker der billeder op, som jeg ikke har nogen erindring om at jeg har lavet - eller hvad modellen hed... hvilket måske er naturligt nok, når man tænker på prene, der er gået.

Udstillinger har jeg lavet - ikke mange, men nogle.

Sidste sommer sad jeg og snakkede med min ven og tidligere lærer her på skolen, Mogens Andersen, der som mange vil vide, nu er en fremragende maler. Vi snakkede om, at det måske kunne være sjovt at lave en udstilling sammen - i skolens store kunstsal.

Det blev så aftale - og en billedhugger; Morten Lykke (tidligere kollega) blev så den, der repræsenterede den tredimensionelle kunst.

Det blev - syntes vi alle tre - en rigtig god og stor udstilling. Mine fotografier spejlede sig smukt i Mogens' smukke malerier, og Mortens kunst gav det hele en lidt mere nutidig klang.

Det var masser af mennesker til ferniseringen. Mange flere, end vi havde håbet på. Min tvillingebroder havde taget sine to sønner med fra Hadstenkanten.

En kinesisk elev spillede smukt på flyglet - køkkenet havde lavet fantastisk mad, man kunne tage fra.

Alt var godt.

Det skulle ændre sig! Men ikke nødvendigvis til det værre...

Sidst på eftermiddagen var min bror med familie og jeg gået hjem og slappede lidt af, da der pludselig blev banket højlydt på døren...

Ind kom en for mig ukendt mand.

Han præsenterede sig som en gallerist og spurgte om jeg var repræsenteret.

Da jeg benægtede næsten råbte han: "Fremragende - heller ikke i udlandet?"

"Nej" - "Endnu bedre!! DU skal repræsenteres af mig!!"

Vi aftalte et senere møde og væk var han.

En uge senere kom han tilbage. Jeg havde fundet nogle billeder frem som han kunne se på.

Han er en meget begejstret mand!! Har aldrig tid til at sidde ned eller til at drikke en kop kaffe...

Han så på nogle billeder og så spurgte han "hvad skal det der koste? - og det der?"...

Det ved jeg da ikke, svarede jeg, og så greb han sig i baglommen og tog et bundt pengesedler op - og begyndte at smide den ene tusindlap efter den anden på bordet...

"Dette er bare begyndelsen" sagde han, da han forlod huset.

Og det var det!

Han elsker klart mine billeder, men var dog ikke glad for mine lidt gammeldags indramninger. Så han indrammer dem nu i smukke, stramme rammer, med museumsglas. En ret dyr løsning, men han var overbevist på, at det var det hele værd.

Og der er noget, der tyder på det.

I marts var der en kunstudstilling i Aalborg, hvor gallerister fra Jylland og Fyn præsenterede deres klienter. De fleste repræsenterede flere kunstnere, men der var så en afdeling, kaldet "Solo", hvor der kun var een kunstner repræsenteret. Og der valgte han at vise mig frem!!

Jeg fik senere at vide, at de andre gallerister - uagtet at de kunne lide mine billeder - var helt uforstående over hans valg... "Dette er Danmark!! - Fotografi kan IKKE sælges i Danmark! Ved du ikke det?", spurgte de.

Well - da jeg nervøst kom derned et par dage senere ventede der mig noget af en overraskelse!

Ikke nok med, at det er mærkeligt at se sine egne billeder i "fremmed" indramning, og uden at have haft indflydelse på udvalg og ophængning.

Men der var røde prikker alle vegne! Høje priser (syntes jeg), men solgt; det blev de!

Og nogle takkede mig for at have fået muligheden for at købe et billede! Taknemmelighed fra købers side? Det havde jeg ikke ventet...

En kvinde kom - stoppede op ved et stort billede af en mund, og begyndte a græde... "Det billede har jeg ventet på i hele mit liv" sagde hun..

Tv2 kom hen og aftalte et halvtimes portræt af mig...

Så det var en stor oplevelse.

Og han er ikke bange for at overdrive...

Denne sætning fra hans mund, fik mig øjeblikkeligt til at føle mig som part af en ny dansk folkekomedie:

"Emil! Du skal vide: JA, jeg har Kvium i min stald, men DU er mit hovednavn!!" hehe...

For ikke så længe siden fik jeg besøg af ham. Da han alligevel var her, ville jeg vise ham et mysterium of sorts...

Jeg har prøvet at lave billeder på lærred. Ret store. Først putter jeg en hvid grunder på, og derefter flydende emulsion, som når det er tørret nu virker som et hjemmelavet fotopapir.

Et par af disse billeder var jeg ikke tilfreds med - der var for mange fejl på billederne. Men så tænkte jeg, at flydende emulsion faktisk bare er husblas med kemi i, så burde jeg bare kunne putte varmt vand på, og dermed bortsmelte billederne. For så at prøve med et nyt billede.

Til min store overraskelse var det mig ikke muligt at fjerne billederne helt - ved til dato ikke hvordan det kan være - så motiverne var stadig synlige, selv om de var meget svage. Lidt ligesom et billede, der er fundet under lag af kalk i en gammel kirke - før man har restaureret dem...

Syntes det var lidt sjovt, så jeg fortalte ham historien, sådan lidt for sjov.

Hans reaktion kom noget bag på mig!

"FANTASTISK" "DET skal jeg ha'!" til det første.

Til det andet, hvor der var rester af vandfarve på (hvordan man ikke kan fjerne vandfarve med vand, har jeg stadig ikke fattet): "VERDENSKLASSE!!!" næsten råbte han.

what?

Jeg fortalte ham om mine planer om at lave nye billeder oven på disse, men han var ubøjelig... Dem kunne han sælge!!

Motiverne var torso portrætter af to forskellige piger, med blottet bryst.

"Kan du ikke se? Hvis du laver et knivskarpt billede med dette motiv, så er det meget sværere at overtale fru Nielsen om at hr Nielsen bør købe det.."

"AAH" svarede jeg - "Jeg har nu fundet nøglen til din hjerne"

"hvad mener du?" svarede han.

"Du vil ha mig til at lave lort med vilje!!"

Han forklarede mig, at dette ikke var sagen, men set med strenge fotografiske briller, så VAR disse to ommere... Havde mine elever præsenteret mig for sådan en "kvalitet", så havde jeg trøstet dem og bedt dem om at øve sig lidt...

Så her er problemet: Jeg ved, hvad han godt kan lide. Ofte, men ikke altid er vi enige, men der er sneget sig en lille slange ind i paradiset: jeg er begyndt at tænke på, hvad han kan lide, og det går ikke!

Jeg er nødt til kun at lave billeder, som jeg vil lave dem. Kan han lide dem, så er alt godt - kan han ikke, så er der ikke noget at gøre ved det.

Nemt sagt

Men jeg øver mig på det…