Smag lige lidt på ordet - streetphotography. Det lyder godt, ikke? Men hvad er egentlig streetphotography.
 

Vi ved nok alle, at det ikke er billeder af gader og veje. Eller er det? I mine øjne er det - forstået på den måde, at det er livet på gader og veje, der foreviges på godt og ondt.

Netop ordet "livet" er vigtigt i den sammenhæng. Selvfølgelig kan man tage gode billeder på gader uden liv. Jeg har da selv taget mange stemningsbilleder, hvor der ikke har været "liv" på billederne, men det er i mine øjne ikke den ægte vare - det er en anden slags billeder, som også har sin berettigelse.

Det har ikke været mig muligt at finde en fornuftig oversættelse af ordet streetphotography. Derfor har jeg lavet min egen omskrivning; hverdagsbilleder på gadeplan.

Netop denne omskrivning passer godt ind i min opfattelse af, hvad det drejer sig om.

Hvad er så gader og veje i denne sammenhæng. Det vil sikkert kunne diskuteres i evigheder, så jeg nøjes med at beskrive min egen opfattelse. Alle steder, der har direkte sammenhæng med gade og veje, er egnede steder til denne form for fotografering.

Billeder fra en bar eller en café er også gadebilleder. Her udspiller gadelivet sig både indendørs og udendørs, hvorfor de i mine øjne falder ind under kategorien. Billeder fra et indkøbscenter er også gadefotografi, da der også her er uhindret adgang fra gaden.

En af mine egne favoritter er banegårde og perroner. Disse ligger også i umiddelbar forlængelse af gadeplanet - og her er man altid sikker på, at der er liv og dermed muligheder for gode motiver.

Jeg strækker mig også så langt, at jeg inkluderer tog og bus indenfor kategorien. Tog og bus er jo bare hjælpemidler til hurtigere transport mellem to gader - og så er der uanede muligheder for at fotografere hverdagen sådanne steder.
 

"Dansk ungdom" 

Således er mulighederne uanede - og grænserne vil være forskellige fra fotograf til fotograf

Første del af min omskrivning er ordet "hverdagsbilleder". Skal det så være typiske hverdagsbilleder? Ja og nej!

Med hverdag mener jeg alle de ting, der forekommer i hverdagen - og her er grænserne også meget flydende. Hvis jeg ser en samling glade mennesker, der hylder et brudepar på en plads udenfor kirken, er det så hverdagsbilleder?

For de implicerede er det absolut ikke hverdag. Det er en stor og uforglemmelig festdag. Men for mig er det hverdag. Forudsat jeg opholder mig meget på gader og veje, vil jeg kunne opleve sådanne situationer mange gange - og det er dermed en del af den hverdag, der udspiller sig året igennem.

Det store årlige karneval i København kan da ikke være hverdag? Næ, måske ikke, da det kun strækker sig over få dage på et år. Alligevel vil jeg kalde det hverdagsbilleder - det er bare en hverdag, hvor der foregår noget, der ligger lidt ud over den sædvanlige hverdag.

Også her er det lagt op til en meget fri fortolkning, som sikkert vil kunne diskuteres længe.

Hvilke motiver findes på gader og veje?

Svaret er kort: alle!

Næsten uanset hvilket interesseområde man har, vil det kunne findes på gadeplan. Personligt går jeg næsten udelukkende efter motiver, hvor der er liv i form af mennesker. Det kan være situationer, hvor mange mennesker er samlet og der er action i billedet. Det kan også være det "stille" billede, hvor der absolut ikke sker noget som helst.

Et billede fra karnevallet i København med masser af mennesker og mange elementer i billedfladen kan være et godt billede.

Et billede af "gammelfar", der har parkeret rollatoren og hviler på en bænk helt alene, kan være et godt billede.

Det er således ikke motivvalget, men fotografens tilgang til - og gengivelse af - selve motivet, der er det afgørende.

Mange forbinder gadefotografering med ordet "socialrealisme".

Det er det vel også, men desværre ser jeg ofte eksempler på, at socialrealisme opfattes som en forpligtelse til at gengive livet på de nederste trin af den sociale rangstige.

Billedet af den travle erhvervsmand med mappen er vel socialrealisme?

Billedet af den enlige mor med to børn og tre Nettoposer på cyklen er vel socialrealisme?

Billedet af mureren, der får sig en velfortjent øl-pause, er vel socialrealisme?

Billedet af den pelsklædte Hellerup-kvinde, der studerer guldsmedens vinduer, er vel socialrealisme?

I mine øjne er det socialrealisme på højde med billedet af tiggeren eller den hjemløse, der sover på gaden.

Det er bare forskellige aspekter af den socialrealisme, der udspiller sig på gaden hver dag - altså hverdagen.

En af mine kæpheste er humor i hverdagen. De små ting der udspiller sig lige for øjnene af os - og kan få os til at trække på smilebåndet.

En sand mester indenfor denne genre er Elliott Erwitt. Prøv at studere hans gadebilleder og I vil forstå, hvad jeg mener.

Hvad må man?
 

Jeg møder tit spørgsmålet om, hvad man egentlig må fotografere på offentlige steder. I princippet må man fotografere alt. Spørgsmålet bliver meget mere relevant, hvis man spørger, hvad man må offentliggøre på for eksempel internettet eller på en udstilling.

Der findes selvfølgelig en masse regler indenfor området. Jeg skal ikke her trætte jer med diverse juridiske udredninger, men der findes masser af læsestof om emnet ved en søgning på nettet.

Jeg har valgt at efterleve min egen opfattelse af disse regler. Jeg vil med det samme oplyse om, at det er min helt personlige opfattelse - og den jeg arbejder efter. Den er efter al sandsynlighed ikke juridisk korrekt - og jeg er ikke i tvivl om, at jeg gentagne gange har overtrådt den gældende lovgivning.

Jeg arbejder efter en ganske simpel regel; jeg offentliggør ikke billeder, der kompromitterer eller "udstiller" de personer, jeg har fotograferet!

Og hvor ligger så denne grænse? Ja, det ved kun jeg, da det er min moral, der sætter grænserne her. Lad mig belyse det ved et eksempel.

Når jeg går rundt på gaderne er jeg opmærksom på situationer, hvor der sker noget ud over det sædvanlige. Derfor sker det ofte, at jeg - når jeg fornemmer en sådan situation - kaster kameraet til øjet og skyder.

En dag gik jeg på Strøget i København. En meget stor dame (og jeg mener meget stor) krydsede gaden foran mig med kurs mod en bænk. I hånden havde hun en (også) meget stor is.

Netop som jeg når frem til hende, har hun nået bænken. Hun sætter sig, men grundet hendes størrelse foregår det ikke særlig elegant. Hun ender i en position, hvor hun med meget spredte ben (og en meget åben udsigt - hun havde kjole på!) lander i en ikke særlig flatterende stilling på bænken.

Refleksmæssigt havde jeg allerede hævet kameraet - og billedet var i hus.

Sagt mellem os; det er et skide godt billede. Denne store dame med en meget stor is i en meget morsom positur, hvor hun nærmest har opslugt bænken med sin krop - og helt frit udsyn til det mest private.

Jeg har aldrig vist dette billede til nogen. Ikke fordi billedet ikke er godt, for det er det.

Offentliggørelse af dette billede strider imidlertid mod mine egne moralske regler. Det ville være en ren udstilling af hende i en situation, som hun ikke ville være interesseret i, at andre skulle se.

Derfor byder min etik mig, at jeg ikke kan retfærdiggøre at vise billedet. Det kalder jeg respekt. Respekt for min "ofre", som ikke skal hænges ud. Jeg vil vise hverdagen. Er hun så ikke en del af hverdagen. Jo, denne dag var hun, men hun var ikke en del af den hverdag, som skulle offentliggøres.

Et andet spørgsmål jeg ofte bliver stillet er; opstår der aldrig problemer, når du fotografer folk på gaden?

Det er faktisk usædvanlig sjældent. Jeg er helt bevidst om, hvad jeg laver - og er også bevidst om, at jeg ofte bevæger mig på grænsen. Imidlertid gør jeg det på en "positiv" måde. I rigtig mange (nok de fleste) tilfælde ved folk slet ikke, at jeg har fotograferet dem. Her sorterer jeg efterfølgende ud fra mine tidligere nævnte moralske regler.

Nogle opdager mig inden billedet tages. Her bruger jeg situationsfornemmelsen. Hvis jeg kan se en attitude, der viser mig, at personen ikke vil fotograferes, lader jeg være. Så sender jeg personen et smil og går videre.

Nogle opdager mig, når jeg har taget billedet. Her er tricket at sende dem et stort smil og eventuelt en "thumps up" og så bare gå videre. Det virker i langt de fleste tilfælde. Nogle får man direkte kontakt med; nogle vil høre hvad man laver og det giver altid anledning til en snak. Mange lader sig overtale til flere billeder, men disse bliver som regel ikke så gode, da personen ved, at han/hun "er på". I sådanne tilfælde er det som regel det første billede (hvor de ikke havde opdaget mig), det bliver det bedste.

Bliver fok aldrig vrede på dig, bliver jeg ofte spurgt.

Jo, det er sket. Jeg husker en dag på et værtshus tæt på Københavns Hovedbanegård. Der var ikke meget liv på gaderne, da vejret var dårligt. Jeg tyede derfor til det sikre trick; jeg fandt et værtshus, hvor jeg gik ind for at få en øl. Sådanne steder er der altid folk og masser af liv. Jeg fik et par diskrete skud i kassen. Troede jeg! Pludselig stod en langtfra ædru mand foran mig. Han fortalte i meget klare vendinger, hvad han mente om min fotografering på "hans" værtshus. Det var tæt på at udvikle sig til noget ubehageligt, men jeg brugte al den "lommepsykologi", jeg kunne fremmane.

 
Det hele endte med, at vi fik en øl sammen (som jeg selvfølgelig måtte betale) mens jeg viste ham de billeder, jeg havde taget - og han fik en forelæsning om min fascination af lyset og stemningen.

Han faldt hurtigt til ro og da mit "foredrag" hurtigt blev for kedeligt for ham, fortrak han til hans kammerater i baren.

Jeg drak hurtigt ud og fandt andre jagtmarker;-)

Den sidste episode, jeg vil fortælle om, foregik i Nyhavn.

Det var forår. Jeg sad hjemme ved computeren en tidlig morgen og redigerede billeder. Vejrudsigten i radioen spåede højt solskin og plusgrader, som vi ikke havde haft længe.

Kameraet stod på bordet ved siden af mig. Jeg kunne høre det kalde; tag mig ud i det gode vejr!

Der var ingen vej udenom. Ind til byen, hvor jeg vidste, at Nyhavn måtte være stedet. Det er altid en sikker vinder, når forårsvejret viser sig fra den gode side.

Det blev til nogle hyggelige timer med kameraet og en dejlig kold fadøl med god udsigt og forhåbninger om mange kommende solskinsdage.

Da jeg forlod stedet snuppede jeg et par stemningsbilleder af de beværtninger, der havde udendørs servering.

Jeg var kun nået 50 meter væk, da han indhentede mig. Han gik direkte ind foran mig og stillede sig op. Jeg havde to valgmuligheder; at stoppe eller gå ind i ham. Jeg valgte det første.

Han spurgte om jeg lige havde taget billeder "derhenne" - han pegede mod et sted, hvor jeg netop havde fotograferet.

Det kunne jeg kun bekræfte. Han spurgte, om "de" var med på billedet. Nu vidste jeg ikke, hvem "de" var, så jeg tilbød ham at se billederne. Det viste sig, at "de" var på det ene billede.

Det viste sig også, at "de" var to mennesker - et af hvert køn - som sad meget tæt og så ud til at hygge sig meget.

Efter en lille snak tilbød jeg at slette billedet. Det viste sig, at de var gift - MEN det var ikke med hinanden;-)

Jeg vender lige tilbage til selve fotograferingen. Èn af de ting, som jeg oftest bliver spurgt om er; hvilket udstyr bruger du til gadefotografering?

Dette spørgsmål keder mig som regel (jeg er ikke særlig udstyrsfikseret), men da det interesserer rigtig mange, vil jeg komme med nogle få bemærkninger.

Man kan bruge alle kameraer til gadefotografering. Jeg har selv brugt kompaktkameraer, spejlreflekskameraer og på det seneste micro-four-third-kameraer.

Jeg har anvendt brændvidder mellem 21 og 50 mm (omregnet til god gammeldags brændvidde). Jeg har aldrig anvendt teleobjektiver til gadefotografering, da jeg mener, man skal være tæt på begivenhederne for at "føle" stemningen.

Derfor kun nogle få gode råd:

Få styr på teknikken og brug et kamera, som du kender 100% og kan betjene i blinde.

Medbring kun minimalt udstyr. Husk at du skal slæbe rundt på det i mange timer, mens du går gaderne tynde.

Oftest har jeg kun ét kamerahus med ét objektiv over skulderen. Dertil ekstra batteri i lommen - og en sammenfoldet plastikpose, som skidtet kan gemmes i, hvis jeg overraskes af dårligt vejr.

Find din "yndlingsbrændvidde" og hold dig til det ene objektiv. Du kan altid eksperimentere med andre brændvidder en anden dag.

Mange fotografer dækker sig ind ved at bruge et zoomobjektiv. Det er der heller ingen problemer i. Jeg bruger det ikke selv, da jeg værdsætter mindre størrelse og vægt - samt bedre lysstyrke og bedre optisk kvalitet - højere, når jeg skal gå rundt i mange timer med udstyret om halsen.

Den sidste del af udstyret er også vigtigt; gode travesko og en passende påklædning, der svarer til årstiden. Helst i diskrete farver, så man ikke vækker for meget opsigt gadebilledet.

Sidste punkt i denne omgang er spørgsmålet om, hvorvidt streetphotography er kunst.

Nej, det synes jeg ikke, det er. Ikke i sig selv. Men derimod har jeg set mange gadebilleder, som absolut er kunst.

Det er således ikke genren i sig selv, som gør det kunstnerisk, men kun det enkelte resultat, som kan retfærdiggøre en sådan betegnelse.

Der er rigtig mange fotografer, der laver streetphotography, men det er langtfra alle, der kan få det op på et kunstnerisk niveau.