Der blev lys og der blev farve.
Hvidt lys, som falder på et glasprisme, bliver opdelt i et
spektrum af farvet lys, ordnet efter dets farve
 

De første farvebilleder
De første fotografiske farvebilleder opstår ved at det samme billede optages fra sammme standpunkt tre gange, men med forskelligt farvefilter foran objektivet, blåt, grønt, og rødt. Billederne omvendefremkaldes og projiceres af tre forskellige lysbilledeapparater, som har de samme tre farvefiltre monteret, oven i hinanden.
Idéen bag dette princip (den additive syntese) er først fremført og demonstreret af skotten James Clerk Maxwell i 1861. Maxwell (1831-1879) er især blevet berømt, fordi han fandt ud af at lys ikke er partikler, men elektromagnetiske stråler. Men hans forsøg med farvebilledet har givet andre mennesker gode idéer.

Verdens første farvefotografi 17. maj 1861

Brødrene Lumière

 
Kornrastermetoden
Det første praktisk anvendelige farvebillede optaget med ét kamera på én plade og med et unikt lysbillede som resultat kan vi takke franskmændene og brødrene Auguste og Louis Lumière for. Deres metode fra 1907 er praktisk anvendelig og bliver meget udbredt.

 
Den kaldes kornrastermetodenp.gr.a. de mange små korn på mellem 0,008 og
0,01mm i tre farver indlejret i den pankromatiske emulsion. Varemærket er Autochrome.

På tysk grund udvikler Agfa i 1916 en plade efter nogenlunde samme princip, men med tre gange så stor hurtighed som Autochrome. Den er dog ikke hurtigere end at den skal belyses ca. 30 gange læn-
gere end en almindelig sort-hvidplade.
Alligevel bliver Agfas kornrasterplade en succes. Bl.a. fremhæves det i samtiden at den er mere gennemskinnelig (0,13 mod 0,18). Det har betydning ved lysbilledforevisningen.
Denne plade bygger på 2 patenter udtaget af danskeren J.H.Christensen fra Holte i 1908 og 1913. Rasteret er som hos Autochrome uregelmæssigt og består af korn på mellem 0,002 og 0,015mm. Farverne er mere mættede, specielt de røde og blåviolette.
For anskuelighedens skyld citeres her fra det første patent: ’En alkoholisk opløsning af schellak bliver delt i tre dele, som er farvet rød, grøn, og blåviolet. Derefter bliver de tre opløsninger hver for sig emulgeret i terpentin. Efter emulgeringen svæver små bitte kugler fra schellakopløsningen rundt i terpentinen. De falder til bunds hurtigere eller langsommere alt efter deres størrelse. På den måde opnår man en sigtning og en indflydelse på kornstørrelsen. Blandingen af de tre emulsioner bliver overført til en glasplade som en tynd hinde. Hinden bliver gjort regelmæssig tynd ved at kippe pladen. Sammenflydningen kan opnås ved forsigtig opvarmning eller ved presning.’
Dette er fra det første af J.H.Christensens patenter. I det andet patent bliver beskrivelserne noget mere indviklede. Men jeg kan sige så meget at en umådelig stor mængde stoffer indgår i processen.
 
I 1932 overføres princippet til planfilm og rullefilm (ikke 35mm) og bliver produceret frem til 1936 side om side med en anden rasterfilm fra Agfa, linserasterfilmen.
 
Flerlagsfarvefilmen
Historien om flerlagsfarvefilmen, der leverer et direkte farveaftryk og i dag behersker markedet, begynder i begyndelsen af det 20.århundrede, hvor enkelte pionerer inden for farvefotografi fremstiller komplexe sammenlægninger af to eller tre forskelligt sensibiliserede plader eller film, hvorved spektrummet er blevet opdelt i to eller tre delregioner.
 
En af de tidligste pionerer inden for denne teknik er Adolf Alfred Gurtner (1869-1948) i Bern, som i året 1901 belyser en pankromatisk plade og en anden plade der er indfarvet med naftolorange, på en sådan måde at emulsionerne ligger mod hinanden. Den forreste, farvede og usensiliberede plade er følsom for den blå del af spektret og virker samtidig som et filter, der afskærer de blå stråler fra at nå den pankromatiske plade, som på den måde kun modtager en del af spektret. Kopien (diapositivet) af den orangefarvede plade bliver blåtonet, mens den anden plade bliver gultonet. Hvis man anbringer de to billeder nøjagtigt oven på hinanden, opstår et farvebillede, som giver et ret naturligt farveindtryk, når man ser bort fra at den røde farvetone ikke kan gengives med dette system.
 
Allerede i det første årti af det 20. århundrede bliver der i Dr.J.H.Smiths (†1917)  fabrik i Zürich fremstillet plader som har tre lysfølsomme emulsioner på den samme plade. Før fremkaldelsen bliver de tre hinder trukket af en for en, så man kan videreforarbejde dem hver for sig.
Problemet med at forene tre emulsioner på én emulsionsbærer på en sådan måde at det ikke er nødvendigt at skille dem ad, er i tidens løb blevet løst på to måder, nemlig gennem den kromolytiske fremkaldelse og frem for alt gennem den kromogene fremkaldelse.
 
Kromolytisk eller kromogent
Den kromolytiske fremgangsmåde bruges i dag kun til laboratoriekopier og repræsenteres af Gasparcolor (siden 1932) og Cilchrome. Med denne metode fremstilles papirforstørrelser direkte fra diapositiver.
Princippet i fremgangsmåden er den delvise ødelæggelse af farvestofferne i de tre emulsioner. Ødelæggelsen er proportional til det metalliske sølv der er dannet ved fremkaldelsen. Efter udblegning af sølvbilledet i et blegebad og et fixerbad får man et positivt farvebillede.
 
Den kromogene fremgangsmåde er, hvis man ser på hvor udbredt den er, langt den vigtigste (kromogen = farveopbyggende).
Den grundlæggende kemiske fremgangsmåde kan vi takke Benno Homolka (1860-1925)  fra Hoechst for og først og fremmest Rudolf Fischer (1881-1957)  fra NPG. Nævnes skal også Fischers assistent Johann Wilhelm Siegrist.
 
Rudolf Fischers patenter
Dannelsen af farvestofferne ved kromogen fremkaldelse afhænger af den kemiske reaktion med de oxiderede (iltede) fremkalderrester der opstår ved nedbrydningen af det belyste sølv i emulsionen og med de såkaldte farvekoblere. Det er Fischers fortjeneste at han finder frem til en række stoffer som i forbindelse med fremkalderstoffet parafenylendiamin (Genochrome) kan danne forskellige farver. Han forsker i denne proces i årene 1910-13 og udtager to patenter på sin opdagelse i 1912. Men han bliver ikke færdig. Bl.a. når han ikke at finde frem til helt uopløselige farver. Farverne må ikke vandre fra et lag til et andet og blande sig med farverne der. I så fald vil der ske en uønsket additiv farveblanding. Og de må naturligvis heller ikke vaskes ud. Han arbejder som teknisk leder for Neue Photographische Gesellschaft (NPG) i Berlin. Og hverken der eller  -  mere oplagt  -  hos Agfa har man åbenbart på det tidspunkt kunnet se nogen fremtid for en trelagsfarvefilm. Det sker faktisk først i første halvdel af trediverne.
 
Arbejdet begynder i USA
Ti år efter Rudolf Fischers patenter går  -  højst usædvanligt i denne sammenhæng  -  to amatører i gang med et udviklingsarbejde på basis af Fischers opdagelser. Det drejer sig om amerikanerne Leopold Mannes (1899-1964) og Leopold Godowsky (1900-1983).  Medens Rudolf Fischer er så godt som ukendt og glemt i dag, er deres navne uløseligt forbundne med udviklingen af den første (diapositive) trelagsfarvefilm efter det fischerske kromogene princip, Kodachrome. Under alle omstændigheder er det paradoksalt at en opfindelse af så stor betydning bliver lanceret af Kodak på basis af to musikeres experimenter i køkkenet, når alle de tilgrundliggende opdagelser er gjort af europæere og især af europæere fra den tysktalende del af Europa. Det er også besynderligt at Agfa ikke har kunnet se rækkevidden af Fischers arbejde og sørget for at det blev fuldført.

De to amerikanske kemikere og musikere.
 

 
Linserasterfilmen Agfacolor
Det sker først efter nogle få år i en blindgyde med Agfacolor (1932-36), den sidste i en lang række af europæiske (additive) farverasterfilm. Agfacolor bliver ved starten kun fremstillet som 16mm smalfilm, men fra 1933 også som verdens første farvesmåbilledfilm.
Tidligere har jeg undret mig over billeder i et af Zeiss Ikons kataloger ’Die Zusatzgeräte zur Contax’ fra omkring 1933/34, hvor der er afbildet hætteformede filtre med stribet glas til brug på to Zeissobjektiver Tessar 2,8/5cm og Sonnar 2/8,5cm. De er sådan indrettede at filteret ikke drejer rundt, når objektivet gør det (ved fokusering). Tilsvarende udstyr er blevet fremstillet af Ernst Leitz (til Hektor 1,9/7,3cm), Meyer Görlitz, og Schneider Kreuznach til specielt egnede objektiver. Formålet med filteret er ikke umiddelbart gennemskueligt og kræver en nærmere forklaring.
 
Den såkaldte linserasterfilm er oprindelig udviklet til praktisk brug af franskmændene Rodolphe Berthon og Albert Keller-Dorian i 1911. Den er karakteristisk ved at være oversået med mikroskopiske cylinderformede linser og en sort-hvid pankromatisk emulsion. Princippet kaldes den berthon-keller-dorianske metode og bygger på endnu ældre iagttagelser af briten F.M.Machester (offentliggjort 1895) og af Raphael Eduard Julius Liesegang (offentliggjort 1896). Denne Liesegang (1869-1947)   er 3.generation af den berømte Liesegangfamilie, søn af Poul Eduard Liesegang, og selv en meget anerkendt videnskabsmand.
 
Lyset falder ind i objektivet opdelt i farvede linjer fra filteret, røde, grønne, og blå. I Agfas stærkt forbedrede (og patenterede) udgave dannes 32 linjer per mm. De enkelte linjer er blevet påvirket af hver sin grundfarve som igen påvirker den pankromatiske emulsion med forskellig sværtningsgrad. Ved projektionen, hvor lyset brydes gennem alle de mikroskopiske linser, opstår farverne rød, grøn, og blå igen og danner et naturligt farvebillede kaldet additiv farvesyntese. Farverne er som ved alle rasterfilm additive og bliver ikke blandet ved overlapning.  Det er kun fordi det menneskelige øje ikke kan opfatte de tynde linjer eller små korn at farveblandingen sker (i den menneskelige hjerne) og giver et forholdsvis naturligt indtryk. Men man skal gøre sig klart at linserasterfilmen i sig selv er farveløs i modsætning til alle andre typer rasterfilm, hvor de enkelte korn er indfarvede i henholdsvis rød, grøn, og blå.
Fordelen ved linjeopdelingen i stedet for kornrasteret er klarere farver ved projektionen. Hurtigheden er større, 9-12/10°DIN. En ulempe er at der skal arbejdes med fuld blændeåbning. Det går ud over kvaliteten. Dels tegner objektiverne ikke optimalt ved åben blænde, og dels bliver skarphedsdybden lille. De uskarpe dele af billedet får ofte farvesømme. En yderligere ulempe, som gælder alle farverasterfilm eller -plader, er den store lysstyrke som projektoren skal have for at give et ordentligt resultat på en skærm. Agfacolor kan ikke blive særlig udbredt alene af den grund at det er så dyrt at anskaffe sig det nødvendige udstyr.
Kodak fremstiller en linserastersmalfilm 1928-37 efter nogenlunde samme princip, men hvor stribefilteret sættes foran projektoren. Det er ikke lykkedes mig at finde nærmere oplysninger om denne film.
 
Mannes, Godowsky, og Kodak
Selv om dette er en artikel om den midttyske fotoindustri, bliver vi nødt til  -  for at kunne give et sandt billede af udviklingen  -  at kaste et blik på Kodak i Amerika. Kodak har en fabrik i Berlin som beskrevet i 4.afsnit af denne artikelserie (Objektiv nr.123). Men når det drejer sig om den nervepirrende slutspurt i kapløbet om at bringe den første anvendelige trelagsfarvefilm på markedet, er der to hovedrolleindehavere  -  og den ene er Eastman Kodak Co i Rochester, New York.
Musikerne Leopold Mannes og Leopold Godowsky begynder deres arbejde i 1922. De låner sig  lejlighedsvist frem til et privat laboratorie på det hotel de bor på, når de i opholder sig i New York. Deres forsøg med en tolagsfarvefilm er absolut amatøragtige; men de får på et tidspunkt hjælp af en uddannet kemiker. De udtager et patent i 1924, som de er så heldige at få publiceret i en bog af E.J.Wall om farvefotografiens historie. Det er denne E.J.Wall som gør dem opmærksom på Rudolf Fischers patenter fra 1912 og på hvad der ellers er blevet trykt af Fischers og Johann Wilhelm Siegrists forskningsresultater.
Det får de to unge mænd til helt at kuldkaste deres hidtidige arbejde og begynde på en frisk ud fra Fishers subtraktive metode. Op igennem sluttyverne jagter de mulige farvekoblere med de rette egenskaber til en trelagsfarvefilm. I 1930 lukkes de ind i varmen hos laboratoriechef hos Kodak, Charles Edward Kenneth Mees (1882-1960),  en berømt mand som i sine unge dage har været med til at udvikle verdens første pankromatiske film under Frederick Wrattens ledelse i det engelse firma Wratten and Wainwright.
Meeses valgsprog er: ’Forskning er satsning. Den kan ikke udføres efter fastlagte regler om effektivitet. God forskning må være et overflødighedshorn af ideer, penge, og tid.’
Det synes at have været det rette sted at komme hen for Mannes og Godowsky. Kun en enkelt ting kan ødelægge den gode stemning, verdenskrisen, som netop nu når toppen. Selv om Mees er deres mæcen, kan de mærke at der skal ydes noget, og helst i en fart.
Og som vi alle ved, lykkes det. Først udvikler de i 1933  -  med behørig hjælp fra en masse dygtige kemikere  -  en tolagsfarvesmalfilm. Den bliver en stor succes, selv om farverne naturligvis kunne være bedre. Mees bliver så begejstret at han vil lancere den samme filmtype som småbilledfilm. Det bliver Mannes og Godowsky nødt til at indrette sig efter, selv om de synes at de er nået så langt med deres trelagsprojekt at det ville have været klogere af Kodak at satse på det; men parallelt med udviklingen af tolagsfilmen går de i gang med at færdiggøre deres trelagsfilm i et rasende tempo.
 
Kodachrome
Fishers og Siegristes idé har været at opslæmme farvekoblerne i hvert af de tre emulsionslag. Det kan Mannes og Godowsky ikke give sig tid til at finde ud af. I stedet udvikler de en film uden farvekoblere og med en (meget) kompliceret fremkaldelse, hvor farvekoblerne tilsættes ad flere omgange og med mellembelysninger i forskellige farver. Det lykkes dem at blive færdige med deres projekt, før tolagsfarvefilmen er klar. Den nye trelagssmalfilm udsendes 15.april 1935 under navnet Kodakchrome. Et år senere udsendes den under samme navn som småbilledfilm (10 ASA eller 11/10°DIN).

En Kodachromeoptagelse fra 1930'erne

 
Kodakchrome har siden sin fremkomst og frem til sin bortgang 22.juni 2009 måttet fremkaldes på Kodaks egne fotolaboratorier. Som følge af det har fremkaldelsen altid været inkluderet i prisen (her i Europa). Populært fortalt fremkaldes filmen på følgende måde:
1. Filmen belyses fra bagsiden med rødt lys, så kun det underste lag af emulsionen påvirkes. Specialfremkalderen tilsættes en farveløs farvekobler for blågrønt (cyan). Efter fremkaldelsen findes altså i det underste lag et positivt blågrønt farvebillede  -  foruden sort-hvidbilledet i sølv.
2. Filmen belyses fra emulsionssiden med grønt lys. På den måde påvirkes kun det mellemste grønfølsomme lag. Ved fremkaldelsen tilsættes en farvekobler for purpurrødt (magenta). Efter fremkaldelsen indeholder det mellemste emulsionslag altså et positivt purpurrødt billede foruden sort-hvidbilledet.
3. Til sidst belyses filmen fra emulsionssiden med blåt lys, så det øverste lag efter fremkaldelsen indeholder et positivt gult billede foruden sort-hvidbilledet.
4. I et blegebad opløses det sort-hvide billede i alle tre lag, så kun farvestofferne er tilbage. Disse tre lag danner tilsammen et positivt billede (også kaldet et lysbillede) i naturlige farver. Det er ganske pudsigt at tænke på at den indviklede fremkaldeproces for Kodachromefilm har stået på i samfulde 74 år, kun fordi Mannes og Godowsky har haft hastværk og ikke har kunnet nå at løse problemet med de vandrende farvekoblere. Når det alligevel er blevet en megasucces, skyldes det en omstændighed som man nok ikke har tænkt på ved lanceringen, nemlig at Kodachrome har en tynd emulsion på grund af de manglende farvekoblere med en deraf følgende mindre lysspredning i emulsionen. Kodachrome har helt frem til for ca. 25 år siden været den skarpeste lysbilledfilm på markedet.
 
Agfacolor er en blindgyde
Pråsen er måske endelig gået op for Agfa i den periode hvor Agfacolor er blevet fremstillet. Den film er ganske vist et teknisk/kemisk vidunder og bedre end noget man har set før. Den er desuden tilpasset det nye filmformat 24x36, som i trediverne slår hårdt igennem. Men den kræver for meget af brugerne, både fototeknisk og økonomisk, og den er kun egnet til lysbilleder
Pråsen er den kromogene film, en film med de tre komplementærfarver til grundfarverne indlejret et for et i tre emulsioner oven på hinanden efter det fischerske subtraktive princip.
 

En Agfacoloroptagelse fra 1936

 
I Agfas teknisk-videnskabelige afdeling på filmfabrikken i Wolfen har man selvfølgelig kendt Rudolf Fishers patenter og øvrige publikationer. Men man har også kendt til de vanskeligheder der har fået Fischer til at opgive dengang i 1913.
Til trods for Agfas størrelse og dominerende stilling på det europæiske marked har man ikke gydemaskiner på fabrikken, som tilstrækkelig præcist ville kunne gyde en trelagsfilm. Desuden har man jo vidst at det stort set ville være umuligt at forhindre farvekoblerne i at diffundere under fremkaldelsen. Og frem for alt har man satset på andre teknologier, først og fremmest linserasterfilmen Agfacolor.
 
Wilhelm Schneider
Kemikeren dr.Wilhelm Schneider (1900-80) arbejder i 1932 i den teknisk-videnskabelige afdeling med filterfarvestoffer (til forbedring af gråtoneskalaen i sort-hvidfilm) og med bestanddele i finkornsfremkaldere. Resultatet bliver finkornsfremkalderen Atomal. Det er under det arbejde at Schneider kommer til at associere til Fischers kromogene film og begynder at forestille sig at det måske alligevel kunne lade sig gøre at få farvekoblerne til at blive diffusionsfaste.

Farvefotografi for hvermand, 1932

 
Hans chef, den tekniske leder af den teknisk-videnskabelige afdeling Dr.Gustav Wilmanns (1881-1965) støtter hans idé  -  og det endda på trods af at stort set alle andre medarbejdere i afdelingen synes det er en rigtig dårlig idé. Gustav Wilmanns er heller ikke mere chef end at han skal have velsignelse fra oven i en sag af videnskabelig karakter som denne. Han må henvende sig til den øverste chef for det videnskabelige centrallaboratorium, professor Dr.John Eggert.
 

John Eggert
John Eggert (1891-1973)  er en af de virkelig store inden for fotografisk forskning og er blevet udnævnt til leder af laboratoriet ved samlingen i 1928 af al Agfas forskning i Wolfen. Det skal bemærkes at I.G. Farben ved sin udnævnelse af John Eggert til leder af Det Videnskabelige Centrallaboratorium for Fotografi har haft til hensigt at drive ren forskning, også grundforskning, inden for emnet. Det er også det der sker i de efterfølgende år under hans ledelse. Sit professorat ved den tekniske højskole i Berlin, som han har haft sideløbende siden 1924, mister han i 1937, fordi hans hustru Dr.Margareta Ettisch er jøde og hans børn halvjøder, bortset fra hans adobtivsøn som er heljøde. (Han vil ikke lade sig skille). Efter det kan han ikke længere optræde ved kongresser og lignende, som han ellers har været fremragende til på grund af sine evner til at fremstille et indviklet kemisk eller fysisk emne på en måde så alle kan forstå det. Men han forbliver leder af det videnskabelige centrallaboratorium indtil 1945 og det lykkes den øverste koncernleder for Afdeling 3 inden for I.G. Farben (Agfa) Dr.Fritz Gajewski med alle mulige krumspring at forhindre at der sker hans familie noget. Bl.a. bliver han udnævnt til leder af Ansco, men bliver forhindret i sammen med sin familie at rejse til USA p.gr.a. udbruddet af 2.verdenskrig. Alligevel lykkes det Gajewski via sine forbindelser at holde sammen på familien, og han får i øvrigt også afvist et krav fra Gestapo i 1944 om at John Eggert skal medvirke i Organisation Todt. Ved den kortvarige amerikanske besættelse af Wolfen i 1945 bliver John Eggert regulært tvangsflyttet. Den ledende amerikanske officer udtrykker det sådan: ’We want to save you and your brain for you, for us, and for all the humanity.’ Han og hans familie bliver anbragt  i en interneringslejr i München (den amerikanske besættelseszone) og bliver dèr pumpet for en mængde oplysninger, specielt de mange hemmeligholdte opfindelser som Agfa har gjort i hans mange år som leder. Fra 1946 bliver han igen professor, men nu ved universitetet i Zürich (den schweiziske tekniske højskole). Her gør han universitetet til europæisk centrum for fotografisk forskning  -  og har personligt i høj grad medvirket til den, både inden for fotokemi og fotofysik. Han har bl.a. været banebrydende inden for røntgen. Dertil kommer emner som ikke direkte hører ind under det fotografiske område, f.ex. termodynamik og reaktionskinetik. Senere  -  i 1963  -  bliver han præsident for International Committee on the Science of Photography. Æresdoktor bliver han flere gange, bl.a. i Karlsruhe og Berlin. I 1971, to år før sin død, indstifter han John-Eggert-prisen.
 
Hvis man skal skrive noget negativt om John Eggert, er det hans forhold til linserasterfilmen Agfacolor. Han har selv været hovedmanden bag udviklingen af den, og han har været så forelsket i den, måske p.gr.a. det fysiske element i den (linserne), at han for sent har kunnet indse at det er en blindgyde, og at en film som virker ved en ren kemisk proces er vejen frem.
Når Gustav Wilmanns henvender sig til ham i 1932 for på sin medarbejder Wilhelm Schneiders vegne at anmode om at igangsætte et forskningsarbejde i trelagsfarvefilmen efter Fischers kromogene og subtraktive princip, kan det ikke have været nogen nem opgave for Wilmanns. 1932 er netop året hvor Agfacolor bliver realiseret som smalfilm under stor ståhej  -  og året før den kommer ud som verdens første farvefilm i formatet 24x36.
Nu skal det siges at John Eggert for det første er en meget omsorgsfuld leder og for det andet en mand der går ind for bred forskning. Der har aldrig i Agfas lange historie været udtaget så mange patenter om alt mellem himmel og jord inden for fotokemi og fotofysik som netop i John Eggerts tid. Så Wilhelm Schneider kan gå i gang.

 
Ingen ved noget om konkurrenten
Såvidt vides har hverken Wilhelm Schneider eller nogen anden hos Agfa noget kendskab til at Kodak pusler med den samme idé. Der har været skrevet meget om kapløbet mellem Kodak og Agfa om at komme først på markedet med en farvefilm af denne type. Men i opstarten har de ikke kendt til konkurrentens bestræbelser. Hvornår de finder ud af det, kan heller ikke tidsfæstes. Det er sket imellem 1932 og 1935. Schneider har forsøgt at få et samarbejde i stand med Rudolf Fischer, som afviser fordi han føler at Schneider eller Agfa vil stjæle hans patenter fra ham (selv om de er udløbet). Men den lille kontrovers tyder på at hverken Schneider eller Fischer har kendt til Kodaks bestræbelser på at lave en film efter de fischerske principper.
 
Langkædede fedthaler
Det som Wilhelm Schneider har opdaget i forbindelse med arbejdet med fremkalderstoffer og filterfarvestoffer er at farvekoblere kan hindres i at diffundere ved at koble komplexe kulbrinteforbindelser (langkædede fedtrester som danner »hale«) til dem. Det lyder måske meget enkelt; men det er det ikke. Desuden forestår der et stort arbejde med at finde frem til de bedst egnede farvekoblere for at opnå de mest naturlige farver i slutproduktet, som kan være enten et lysbillede eller et papirbillede. Netop fordi begge dele skal kunne lade sig gøre, er der ikke på noget tidspunkt tvivl i Schneiders sind om at farvekoblerne skal indlejres i filmens tre emulsioner, ikke tilsættes under fremkaldelsen.
 
De 5 hovedmænd
En lang række medarbejdere kobles på projektet. Især skal nævnes Dr.Alfred Fröhlich, Dr.Karl Kumetat, og Dr.Walter Zeh. De regnes sammen med Wilhelm Schneider og Gustav Wilmanns for den nye farvefilms opfindere. Karl Kumetat bliver dog ret hurtigt i forløbet afkoblet p.gr.a. en uoverensstemmelse med Schneider om arten af kulbrinteforbindelser og erstattet af Alfred Fröhlich. Hovedmanden bag den nye film er entydigt Wilhelm Schneider, som har været en helt usædvanligt idérig mand. Ud over sin vidtspændende fantasi på det kemiske område, har han også haft store evner som handyman. Eggert har kaldt ham ’den lykkeligste mand i Wolfen’. Han har fået en forskningsfrihed hos Agfa som har været usædvanlig.
Walter Zeh (1900-1978)  er i øvrigt den eneste af de 5 hovedmænd der også efter krigen arbejder videre på Filmfabrik Wolfen. Han har specielt koncentreret sig om at finde frem til de rette farvekoblere både under udviklingsarbejdet 1932-36 og senere i forbindelse med forbedringer af filmen. Hans navn er bl.a. knyttet til udviklingen i 1938 af purpurkobleren Z169, som i mere end 50 år har været en bestanddel af Agfacolor (fra 1964 omdøbt til Orwocolor/Orwochrome). Han er også kendt af eftertiden som manden der udviklede den første kopieringsfarvefilm til mangfoldiggørelse af spillefilm. I 1952 er han blevet tildelt DDRs nationalpris.
 
Agfacolor Neu
Juli 1935 er den nye farvefilm klar til afprøvning. Det sker på Gyderi 1 med dertil indrettet interimistisk maskineri, og det ser lovende ud. Men der er alligevel meget der skal ordnes før den kan bringes ud til fotohandlerne.
På dette tidspunkt om ikke før står det klart at man er ude i en konkurrencesituation med Kodak; for 3 måneder tidligere har de sendt den første Kodachrome smalfilm ud. Og den ser jo også lovende ud, selv om den som tidligere omtalt ikke har indlagte farvekoblere, men skal have dem tilført under en kompliceret fremkaldelse.
Først i juli 1936 er de sidste forsøg i Gyderi 1 og ude i marken faldet så godt ud at fabrikationen kan påbegyndes. 17.oktober bliver premieredag og den finder sted i Berlin i Haus der deutschen Presse.
En lang række journalister er indbudt.
Filmen præsenteres som Agfacolor Neu for at undgå forveksling med den hidtidige Agfacolor, der har været fremstillet siden 1932  -  og som nu går ud af produktion.
Det er chefen for Agfas videnskabelige centrallaboratorium John Eggert der har den ære at præsentere filmen. Han er en stor pædagog og kan  -  selv om han ikke selv har deltaget i udviklingsarbejdet  -  forklare de mange tilstedeværende i detaljer hvad der er det epokegørende ved denne film. Alle bliver klar over at dette er et stort øjeblik i fotografiens historie. Og det er det jo også. Agfacolor Neu repræsenterer den endelige udformning af farvefilmen. Alle senere farvefilm såvel fra Agfa som alle mulige andre filmfremstillere bygger på Agfas metode, også de senere Kodacolor og Ektachrome fra Kodak. Kun Kodachrome er undtagelsen.
 
Begejstringen er stor
Journalisterne er betingelsesløst begejstrede for Agfacolor Neu. ’I sin tekniske udformning et kolumbusæg, Opfyldelsen af vore inderligste ønsker’, ’En ny triumf for den tyske kemi’, ’Enhver kan nu knipse i farver’,  ’Nu skal man ikke længere bruge særlige filtre og objektiver’, ’Den nye kemiske farvefilm er fuldkommen kornløs’.
Det sidste må siges at være en journalistisk overdrivelse. Men den er forståelig; for de hidtidige farvefilmtyper har været fremstillet efter kornrasterprincippet (eller andre rasterprincipper).
På verdensudstillingen i Paris 1937 modtager Wilhelm Schneider guldmedalje for Agfacolor Neu.
Senere - i 1941 - modtager han Leica nr.300.000, og  -  efter at han har mistet den under krigen  -  i 1946 Leica nr.400.000. Også på mange andre måder bliver han hædret.
 

Ukendt Agfa-optagelse

 
Guldeffekten
Det bliver i presseomtalerne ikke fremhævet at filmen er temmelig langsom, 7/10°DIN (mellem 3 og 4 ISO). Det skyldes nok at man ikke er meget bedre vant. Men der bliver forholdsvis hurtigt rådet bod på det. Robert Koslowsky med den meget hemmelige guldeffekt (4.del, Objektiv nr.123)  bliver blandet ind i arbejdet. Det lykkes ham i 1938 at øge Agfacolor Neus hurtighed til 15/10°DIN (25 ISO), d.v.s. ca. 7 gange (og dermed mere end dobbelt så hurtig som Kodachrome). Samtidig øges opløsningsevnen.
 
Fremkaldeanstalt i Berlin-Treptow
Agfacolor Neu fremstilles i første omgang som en 35mm lysbilledfilm (24x36). Og ligesom den tilsvarende Kodachrome, som er udsendt 6 måneder tidligere end Agfacolor Neu, er fremkaldelsen indbefattet i prisen. I begyndelsen finder den sted i Agfas gamle fabrik i Berlin-Treptow. Fremkaldelsen er en, sammenlignet med Kodaks, ganske enkel proces, men skal selvfølgelig udføres præcist og under ordnede forhold. Alligevel opstår der problemer, og de skyldes Agfacolor Neus meget store succes. Der er simpelthen ikke uddannet personale nok. Desuden er det nødvendige udstyr hverken tilstrækkelig automatiseret eller beregnet på stordrift. Det tager med andre ord temmelig lang tid at få sin film fremkaldt. Men det er trods alt problemer der er til at løse. Der bliver udtænkt en del grej som kan sætte tempoet i vejret, bl.a. kæmpestore tørretromler, og uddannet mere personale.
Man kan også købe filmen uden inkluderet fremkaldelse, difference 3,60 RM, og selv forsøge sig, hvis man har mod på kritisk nøjagtige temperaturer og fremkaldetider. Her er en klar forskel til Kodak.
 
Hvordan er farverne?
Agfa har valgt i første omgang at satse på diapositivfilm, fordi lysbilleder er blevet meget populære på den tid, og fordi lysbillederne bliver meget mere lysstærke end det man tidligere har kendt fra rasterfilmene. Farverne kommer også meget bedre til sin ret. Men det betyder nu ikke at Agfacolor Neu ved sin fremkomst er fri for farvefejl. Grøn- og blåstik med rødlige skygger er et problem de første par år.
I dag er det svært for os at vurdere Agfacolor Neus farver som de har været dengang. Farverne nedbrydes en del med årene selv under gode opbevaringsforhold. Det nærmeste man kan komme det er de mange illustrationer baseret på Agfacolor Neu som bliver trykt i fagbøger og andre illustrerede bøger. Specielt bliver det store trykkeri Carl Werner i Reichenbach fremhævet for sin fremragende gengivelsesteknik. Men man kan sige så meget om farverne ud fra talrige udsagn at de er mere pastelagtige end Kodachromes og virker mere naturlige, ikke så smældende plakatagtige. Den forskel varer i øvrigt ved. 1960ernes Agfacolor CT18 (fra Leverkusen) har extremt naturlige farver ikke mindst hvad angår hudtoner sammenlignet med de knaldende farver i Kodachrome 25 og 64. Og det er ikke længere siden end at mange af os stadig kan finde lysbillederne frem og bedømme dem. På den anden side er det også klart at smag og behag er forskellig.
 
Agfacolor Neu kommer i flere konfektioner. I 1938 også som kunstlysfilm, i 1937 som 16mm smalfilm, og i 1939 som 8mm smalfilm.
 
Negativfilm
Særlig interessant er det at Agfacolorteknikken er ligeså velegnet til negativfilm som til positivfilm  -  i klar modsætning til Kodachrome som kun kan være positivfilm. Hele teknikken til negativfilm og til særlige kopieringsfilm bliver udviklet sideløbende med positivfilmen.

Fru Kimme, retouchør Duxochrom, 1938

Men interessen for at fremstille negativfilmen er ikke stor i begyndelsen. Det er faktisk et krav fra den tyske regering, der sætter gang i fabrikationen af negativfilmen og  -  ikke at forglemme  -  det tilhørende fotopapir. Det sidste sker primært på Agfas fabrik i Leverkusen og er færdigudviklet og bliver produceret fra 1939. Sideløbende bliver der bygget et produktionsanlæg i Wolfen, som ikke når at komme i gang inden krigsudbruddet.
Kopieringsfilmen er også et ønske fra den tyske stat. Der bliver produceret mange spillefilm og propagandafilm i farver de sidste år inden krigen og under krigen, og de skal kunne mangfoldiggøres.
 
Agfa og Ansco under krigen
2.verdenskrig kommer til at virke lammende på den videre produktion af Agfacolor. Specielt negativfilmen og fotopapiret bliver i praksis nærmest forbeholdt militæret og andre statslige formål. Men videreudviklingen og forfiningen af produkterne ophører ikke.
I den forbindelse er det helt pudsigt at tænke på at Agfas datterselskab i USA, Ansco, kan producere Anscofilm i stor stil under hele krigen baseret på Agfacolorteknologi. Ansco er meget populær i USA, sikkert fordi der også derovre er forskel på folks smag. Men navnet Agfa bliver aldrig nævnt. Allerede før krigen er Agfa helt bevidst om at Ansco skal markedsføres som et amerikansk mærke. I øvrigt bliver fabrikken annekteret i 1941. Og efter krigen bliver alle Agfas patenter og hemmelige fremstillingsmetoder givet fri, så Ansco kan udnytte de forbedringer der er udviklet under krigen, også Kodak og en mængde andre virksomheder kan starte en filmproduktion op baseret på Agfacolor. For manges vedkommende sker det endda med hjælp fra tidligere Agfamedarbejdere som enten er blevet bortført til vesten i 1945 eller selv er flygtet fra DDR.

Kodak & Agfa byder den digitale verden velkommen. Flemming Berendt, Italien 2008
 
Efterskrift
Skal vi gøre regnestykket op er der naturligvis ingen tvivl om at Kodak med Kodachrome har vundet kampen om at komme først på markedet med en god og effektiv, let betjenelig, og relativt holdbar trelagsfarvefilm. Ligeså rigtigt er det at Agfa med Agfacolor Neu har udviklet en positiv-negativproces for en  trelagsfarvefilm, som har sejret over hele jordkloden, ihvertfald i princippet. Der er f.ex. forskel på den måde farvekoblerne i Ektachrome (fremkommet 1946) og Agfacolor er blevet gjort diffusionsfaste på. Men i begge tilfælde er der tale om brug af fedtforbindelser. Som følge af den forskel er fremkaldelsen ikke identisk. Det bliver den først mange år senere hvor Agfa retter ind af hensyn til arbejdsgangen på alverdens fremkaldeanstalter.
I de første mange år har Kodachrome haft fordelen af at være den skarpeste lysbilledfilm, specielt i de langsomme udgaver. Men den fordel er allerede for mange år siden blevet sat over styr af film baseret på Agfacolorteknologi. Skarpest er i dag en langsom lysbilledfilm fra Fuji. Og allerskarpest er den moderne digitalteknologi.

Dansk Fotohistorisk Selskab (DFS) er en sammenslutning af mennesker for hvem det er en hobby:

- at studere fotografiets udviklingshistorie

- at samles om fortidens mere eller mindre primitive kameraer

- at beskæftige sig med gamle fotografier, fotolitteratur m.m.

DFS's tidsskrift "Objektiv" udgives 3 gange årligt plus et temanummer og kan bestilles via deres hjemmeside. En database giver et overblik over samtlige artikler.