Bookmark and Share

Mine kvaler med ny fotorygsæk

Skulle det nu være så svært?

 


Af Flemming Aagaard


 

Skulle det nu være så svært? Min fototaske var blevet for lille.

Ja det vil sige, at mit fotoudstyr er blevet for stort, eller kort og godt fylder for meget.
Jamen så ligger løsningen vel lige for. Kigge på nettet over de kendte mærkevaremuligheder. Belært af erfaring så skulle jeg måske lige prøve at have ”dyret i hånden” inden jeg bestilte noget.
 

Nu er jeg jo fra en tid hvor fototasker af den gode slags var lavet i læder . Vejede flere kilo, og var næsten umulige at slæbe rundt på, når de blev våde.
 

Jeg måtte ud og ose lidt. Kan man nu også det. Altså gå ind i en fotoforretning og kigge, og så gå hjem og bestille på nettet.
 

Hmm jeg er ikke god til den slags udspekulerede manøvrer. Men jeg tog mig lige mod til, og gik til en rigtig fotoforretning, eller det jeg troede var en fotoforretning. Den unge fotohandlerelev (det må hun have været) var meget venlig og smilende. Hun spurgte hvad jeg skulle bruge en fototaske til. Det tog et par sekunder at samle mig, så svarede jeg, at jeg regnede med at putte mit fotoudstyr ned i den. Idet den taske jeg havde, var blevet for lille. Jeg kunne se hun allerede nu var lidt fraværende. "Jamen så har jeg lige tasken du skal have", hun snuppede en stor lækker skuldertaske fra Tenba til 1800-kr og idet hun svingede den op på disken sagde hun: "1400-kr hvis du er hurtig."
Jeg stod lidt og kiggede på tasken. "Jo", svarede jeg, "den er lækker" men jeg havde tænkt mig en rygsæk. Jeg går lange fototure, og min erfaring er, at en skuldertaske er rigtig dårlig til sådanne ture". Hun så på mig og svarede: "Jeg kender en på din alder, han bruger en trækvogn magen til den man bruger til børnehavebørnene."
Vi stod nu nogle sekunder og kiggede på hinanden, jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om hun prøvede at være morsom eller bare var dum. For at bryde isen lidt spurgte jeg, om hun så havde sådan en trækvogn, som hun kunne vise mig. Hun så på mig på samme måde, som når jeg beder mit barnebarn huske sine røjser, når vi skal på tur i mosen. Røjser bedstefar, nu er den da kortsluttet for dig igen (det kære barn aner ikke hvad røjser er).
Jeg mente nu at videre samtale var nytteløst, så jeg gik stille igen.
 
Heldigvis var der en fin cafe i centeret hvor jeg var, så jeg kunne få et helbredende glas øl. Efter at have siddet en tid, kom jeg i tanke om en fotoforretning jeg kendte fra gamle dage, som ikke lå så langt fra den jeg lige havde prøvet i centret.

 

Da jeg stod udenfor forretningen lyste mit ansigt allerede op i forventningens glæde. Bag disken stod en moden mand, og så meget kompetent ud. Inden jeg nåede at fremsige mit forehavende, havde han allerede afleveret åbningsreplikken.
"Ja vi vidste at den annonce ville trække de kvalitetsbeviste til". "Undskyld", svarede jeg, "annonce?" "Ja tilbuddet på vores Sigma blitz". "Næ nej",  svarede jeg. "Jeg mangler en fototaske eller helt præcist en rygsæk". "Jamen det kan jeg da sagtens hjælpe dig med". Et øjeblik efter stod han med tre fotorygsække. Den ene rød og meget lille, den anden pink og med en hæslig aftegning af en ørn på forsiden. "Ja og så har vi så den her til den kvalitetsbeviste forbruger med det store udstyr". Den største og sidste af de tasker han viste mig, var af meget ringe kvalitet, men kostede også kun 495-kr så det var måske ok, men ikke lige noget af det jeg skulle bruge. "Jeg er ude efter en taske der er rimelig regntæt", svarede jeg da han spurgte, om hvorfor jeg ikke synes om den. "Jamen du skal vel ikke fotografere i regnvejr?" spurgte han. "Jo det kunne jeg da godt finde på", svarede jeg. Nu kunne jeg se han fik det samme blik i ansigtet som den unge pige nede i centret for en time siden.
På vej ud af forretningen udbrød han: "Er du sikker på du ikke lige skal se vores blitz tilbud?!"
 

Ude på fortovet, besluttede jeg mig for at tage hjem, og vælge en taske på nettet, og så gå direkte efter valgte model i en forretning.
 

Hjemme igen fik jeg hurtigt fundet et par tasker frem på nettet, og besluttede mig for dagen efter at tage til København for at kigge på ”tasken”.

"Hej" hilste en yngre kvinde mig da jeg trådte ind i den smarte forretning. Hvad kan jeg hjælpe med. Jo jeg skulle jo ha en rygsæk til det store fotoudstyr. "Jamen så kan det da ikke være nemmere, så skal du have en 446èr". "Javel", svarede jeg, (mere end 30 år som tjenestemand har lært mig at forstå en alvorlig kvinde) hun kom nu med en meget lækker rygsæk. Den lignede nu mest en beholder til noget alpint skisport, eller en rygsæk til motorcykel brug, men lækker var den. Da jeg fik den på sad den ok. "Ja og så er prisen stadig kun 1949.-kr".
Se nu betyder prisen sådan set ikke det store (havde jeg sagt til mig selv) men det var alligevel mange penge.
Nogle af de rygsække jeg ellers havde set lå på ca. 12-1400kr. "Jeg tænker lige over det", svarede jeg og gik igen.

Nej den var nok lige for smart til en gammel fotonørd.


Nu var jeg så i den situation at jeg kunne ringe til min gamle ven, og igennem et langt liv fotohandler. Han har forretning oppe i Nordsjælland. Det er her jeg gør de store indkøb, får tingene til den rigtige pris o.s.v. men jeg ville ikke ulejlige ham med noget så enkelt som indkøb af en ny rygsæk. Strengt taget kunne det vel heller ikke hænge sammen, at skulle køre fra den ene ende af Sjælland til den anden retur for at købe en ny sæk.
"Hej gamle ven", svarede han, da jeg kom igennem på telefonen, "hvad har du på hjertet?" "Jo jeg står her midt i København og er noget rastløs og aldeles forvirret." Jeg fortalte ham mit problem. Han insisterede på at jeg kom op til ham, så kunne vi vel nok finde en løsning.

Nu hører det med til historien at hans forretning ikke er særlig stor. Helt præcist kan vi ikke gå forbi hinanden bag disken, uden meget stor nærkontakt. Og hvis man skal tale i telefon fra baglokalet, skal man helst stå op, fordi en voksen mand af vores størrelse ikke kan sidde bag skrivebordet samtidig.
 

Da jeg en halv time efter trådte ind i forretningen, var der som vanligt kunder som ventede, og jeg kunne selv gå på opdagelse for at finde en rygsæk ude på lageret. Hurtigt fandt jeg en kasse hvorpå der lige stod de magiske ord Tamrac Adventure 9. Alle mine kvaler var slut. Sækken blev prøvet og købt.

 

Hvad har jeg så lært af det?. Ja med risiko for at blive stenet af Danske fotohandler, som jeg selvfølgelig ikke kan skære over en kam (min gamle ven er jo et tydeligt bevis derpå) ja så oplevede jeg, i min søgen efter ny rygsæk, at jeg stort set blev behandlet eller opfattet ligesom når jeg skal købe nye sko. En ekspedient der ikke vidste meget om det vedkommende stod med i hænderne, og hvad værre var, tydeligvis heller ikke interesserede sig for det. At det var en fotoforretning var et tilfælde - han/hun kunne ligeså godt have solgt sko.

Så hvis den fysiske fotoforretning skal overleve, så er vejen frem faglighed og interesse. Der er da stadig meget seriøse fotoforretninger også i hovedstaden, men de kan efterhånden tælles på én hånd.

 

Eftertanker: Her to måneder efter, rumler ideen stadig i mit hoved om at anskaffe mig en trækvogn af den slags børnehaven bruger. Mange af mine ture foregår på grusstier og skovveje, og den kan sagtens ligge i bilen, så måske har jeg alligevel lært noget. Jeg synes ikke mine skuldre var så ømme for 30 år siden, efter en tur i skoven med det store udstyr. Men det er nok fordi jeg heller ikke husker så godt mere.

 

Fotohilsen Flemming Aagaard

 

 

 

 


Flere artikler

 

 

 

 

Kommentarer til artiklen

 

Flemming Aagaard

18. sep 2009, 19:56:09



Personligt medlem

Artikelkommentarer: 17

Tak til jer der allerede har læst mit indlæg.
Man kan tæt på pensionsgrænsen stadig lære nyt. Da jeg i sidste uge var på tur med min nye fotorygsæk synes jeg nu alligevel den var noget tung at slæbe rundt på. Nu var jeg ikke den eneste der var ude at fotografere. En fuglefotograf var på opdagelse med hele udstyret. Et stort Sony kamera med påsat kakkelovnsrør. Ved hans side gik hans kone (vil jeg tro) Hun slæbte et stort stativ og en kæmpe fototaske. Tænk engang, den mulighed med at lade en anden bære udstyret har slet ikke strejfet mig. Jeg har endnu ikke snakket om det her hjemme. Dem der kender forstanderinden , vil også nok mene, at det kan vente lidt med den forespørgsel.
hilsen Flemming

Anita Nielsen

7. sep 2009, 14:31:35



Fotoklubben Guldborgsund

Artikelkommentarer: 10

Hej Flemming.
Skøn artikel du har fået ud af din taske søgning ;o)
Håber den du endte med er rigtig god.

Per Martens

3. sep 2009, 16:44:57



Næstved Fotoklub

Artikelkommentarer: 20

Jeg bestiller hermed plads i din nye trækvogn når vi skal med børnehaven (Okular) til Nekselø. Imponerende at en på "din alder" kan holde fotointeressen, når man skal bruge så mange kræfter på at skaffe nyt udstyr.
Vi ses.

Hans Kruse

2. sep 2009, 18:56:55



Personligt medlem

Artikelkommentarer: 10

Morsomt og desværre også ganske realistisk mange gange. Sidst jeg købte fotorygsæk så var det i en fysisk butik på Kamerahuset på Nørrebro i København. De havde præcist hvad jeg havde brug for (Bennys badekar fra Crumpler da den skulle kunne indeholde min Canon 500mm f/4L IS). Jeg fik en meget kyndig betjening af én som absolut vidste hvad der var smart ved indretningen af den. Den har jeg været glad for lige siden og den har bragt mit udstyr rundt omkring i verden.

Det er en af den slags indkøb jeg ikke kunne drømme om at gøre på nettet med mindre jeg havde set og prøvet det hos nogle andre men ikke i en butik. Kameraudstyr og optik etc. køber jeg over nettet og baseret på reviews på nettet. Så ja, jeg kan godt forstå at det er svært at være fotohandler.

Mvh, Hans

J. E. Christiansen

2. sep 2009, 17:31:49



Glostrup Fotoklub

Artikelkommentarer: 81

Man kunne også vælge at tasken man har er ok og så tilpasse udstyret til den. Kameraet er vel over skulderen og for det meste har man en ide hvad man ønsker at fotografere den dag.
Så resten af grejet kan blive i bilen. Er selv gået tilbage til den regel. Et objektiv på huset og så en lysstærk prime i tasken. Nyder mine ture mere efter tasken er gået fra 15kg til 750 gram.

Søren Thomassen

1. sep 2009, 21:09:31



Personligt medlem

Artikelkommentarer: 100

PS: Jeg har ellers en rigti god en til salg:-)

Søren Thomassen

1. sep 2009, 21:08:55



Personligt medlem

Artikelkommentarer: 100

Ho-Ho - fin artikel om situationer vi alle har prøvet alt for mange gange. Og det bliver kun værre jo ældre vi bliver!!

Jeg synes efterhånden at jeg har lært at spotte en rigtig fotoforretning - der bliver færre og færre af dem. På den måde undgår man de aldeles håbløse steder, hvor de sælger flere fotoalbums end fotoapperater.

Jeg er efterhånden nået dertil, at jeg hellere vil betale mere for vare, og så få en ordentlig behandling. Lægger man alle sine indkøb i den samme forretning, så giver det noget "credibilty" og en meget bedre service.

Jeg har handlet det samme sted i årevis - med skiftende intensitet. De ved godt hvornår de ikke kan konkurrere med ebay eller DBA og det tager de helt roligt.

I min fotoforretning er de allesammen dedikerede fotografer og ved hvad de taler om.

 

 

Artikel | Tilføj kommentar

Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar

 

Fra MedlemmerneRSS feed

2. aug 2010

Shopping i Amsterdam

Historien om et billede


23. jun 2010

Mina de Sao Domingos

Mina de Sao Domingos

28. apr 2010

Luft under vingerne

Luft under vingerne

14. apr 2010

Refleksioner over den seneste tids fotografiske udfordringer

Fotografiske Tanker

Fotografiske Tanker

6. apr 2010

Den fantastiske ”rundkørsel” i Ballerup

Den fantastiske ”rundkørsel” i Ballerup

3. mar 2010

Den morgen togene ikke kørte

Den morgen togene ikke kørte

21. feb 2010

På gaden med Andreas Ellemand

Streetphotography


21. jan 2010

Fra rundstok til snurretop


18. jan 2010

I en eksplosion af motiver

Uden kamera


12. jan 2010

Til "Artist Talk" med Mette Bersang


3. jan 2010

En teknikaften i fotoklubben...


27. dec 2009

Brug vækkeuret!

Landskabsfotografens oversete værktøj


20. dec 2009

Fotografering i cyberspace

Den virtuelle fotograf


17. dec 2009

En rejse tilbage i tiden - og frem igen

Tilbage til udgangspunktet


2. dec 2009

Makrofotografi i mellemformat

Makro på den gamle måde


20. nov 2009

Med en fotojournalist på arbejde

Det lykkelige mareridt


16. nov 2009

Om russeren Sergey Prokudin-Gorsky

Tidlige farvefotografier


13. nov 2009

"Noget mere"


13. nov 2009

Vejen ud af fotografisk dødvande

Kom videre...


11. nov 2009

Holdninger efterlyses!

Kunst på landsmødet


28. okt 2009

Med Leica på tur fra Moskva til Perm

80 øjeblikke på Rusland


22. okt 2009

Interessant eftermiddag på Gl. Holtegård

Anne Hammond om Ansel Adams


22. okt 2009

Nyt syn på almene boliger

Ghettoerne igennem Jan Grarups linse


23. sep 2009

Omtale af artikelserie på photo.net

At forvente det uventede


1. sep 2009

At være fotograf betyder uendelige rækker af nye gadgets

Grej, grej og atter grej


1. sep 2009

Mine kvaler med ny fotorygsæk

Skulle det nu være så svært?


15. aug 2009

Fotomania


2. aug 2009

Gennem fotografering til selverkendelse

Kend dig selv !


22. jul 2009

Tanker omkring et fotografi

Hvordan og hvorfor?


14. jul 2009

Tanker, indfald og sure opstød fra en billedcensor


30. jun 2009

Henrik Olsen på jagt efter et motiv

Fisker eller jæger?


29. jun 2009

Så skete det igen


20. jun 2009

Øjeblikket, ærligheden og fremtiden


8. jun 2009

Et stort legebarns oplevelse af glæden ved et nyt stykke legetøj

At få det hele med!


27. maj 2009

Tjernobyl tur maj 2009


Flere artikler

 

SDF


© Selskabet for Dansk Fotografi | Webdesign & programmering: © Peter Wolff Grafik & Foto